Henover sommeren nyder mange af os at slappe af med grillaftener i sommerhusets have. Læs, hvordan du bedst skiller dig af med askerester fra grillhyggen.

En hyggelig grillaften er gået på hæld. De sidste grillpølser er spist, havehynderne er pakket væk, og kullene er for længst gået ud. Det eneste, I mangler, er at tømme grillen. Men hvad skal du gøre med asken?

Ikke i haven

Du har måske hørt, at aske kan bruges som gødning til sommerhushavens planter eller ekstra guf for kompostbunken. Desværre kan du risikere at ødelægge planter og jord, hvis du hælder grillresterne udover havens buske og planter. Det skyldes, at asken kan ændre jordens mineralbalance og pH-værdi og på den måde gøre den ufrugtbar. Kulresterne kan desuden have et højt indhold tungmetaller, som spredes i naturen, når du hælder asken ud i dit blomsterbed.

Læs også: 12 tips til den perfekte grillaften

Smid det ud

For at sikre at asken ikke beskadiger naturen omkring dit sommerhus, er det bedst at smide grillkullene i skraldespanden sammen med dit almindelige husholdningsaffald.

Husk altid at sikre dig, at asken er helt kold, inden du skaffer dig af med den. Vent mindst 48 timer, eller hæld vand på kullene. Griller du ofte – og har du ovenikøbet en brændeovn i sommerhuset – kan du anskaffe dig en askespand, hvor du kan opbevare asken, til den er helt kold.

Pak desuden askeresterne ind i en avis, eller læg det i en pose, så skraldemanden slipper for at blive mødt af en askesky, næste gang han tømmer din skraldespand. Du kan også aflevere asken på den lokale genbrugsstation. Nogle steder finder du en speciel askecontainer – andre steder kan du aflevere asken i småbrændbart.

Tip! Med en gasgrill slipper du for kulrester, når du griller. Læs mere om fordelene og ulemperne ved kul- og gasgrill lige her.