Lejer du dit sommerhus ud? Et velholdt sommerhus betyder glade feriegæster. Få indretningstips, råd til vedligeholdelse og inspiration til at gøre dit sommerhus klar til udlejningssæsonen via fem simple trin.

Hvis du udlejer dit sommerhus, vil du uden tvivl gerne have, at dine gæster får den bedst mulige oplevelse i huset. Det betyder, at sommerhuset skal være i god stand, indbydende og klar til besøg. Brug en dag eller to på at sørge for, at dit hus er klar til at tage imod dine gæster.

Læs også: 15 tips: Gør dit sommerhus forårsklar

1. Gør rent

Giv huset en grundig hovedrengøring. Find vores guide til hovedrengøring af sommerhuset lige her.

Tip! Husk at tjekke for skimmel og lignende i badeværelser og andre vådrum og at gøre grundigt rent under og bag møbler.

2. Tjek hus og inventar

Gennemgå møbler og andet inventar i sommerhuset for skader.

  • Huset udenfor: Gennemgå fundament, tag, tagrender, vinduer, døre og lignende for skader og utætheder, som kan føre til fugtproblemer inde i huset; og fiks det, hvis du finder skader. På den måde undgår du fugt, træk og lignende, som er skidt for indeklimaet i dit sommerhus og derfor komforten for dine gæster – og dig selv. Du kan også læse vores 7-trinsguide til et bedre indeklima i sommerhuset lige her.
  • Møbler: Tjek, at alle møbler som sofa, stole, spisebord og lignende er intakte og behagelige at sidde i og ved, samt at alle senge ligeledes er i god stand og gode at ligge i. Vask eventuelt også sofaens betræk.
  • Dyner og puder: Gennemgå puder og dyner i alle soveværelser og sørg for, at de er i god stand og uden pletter og skjolder. Vi vil alle sammen gerne sove godt – også når vi er på ferie. Derfor sætter feriegæsterne også stor pris på rene og pæne puder, dyner og ikke mindst madrasser.
  • Service: Der bør være nok service til alle i sommerhuset (svarende til antallet af sovepladser) plus lidt ekstra, så man ikke behøver vaske alt op efter hvert eneste måltid. Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at der er gryder, pander, gode knive og andre køkkenredskaber til madlavning, og at det hele er rent og ikke skåret eller på anden måde defekt. Tænk over, hvad du selv bruger til daglig – sommerhuset skal indeholde de samme køkkenredskaber. Vil du være ekstra sød ved dine gæster, kan du sørge for, at køkkenet indeholder de mest basale ting som kaffefiltre, salt og peber, bagepapir, opvaskemiddel og lignende.

Læs også: Fem nemme trin til glade gæster

3. Få styr på førstehåndsindtrykket

Det første, der møder dine gæster, er sommerhusets ydre. Når du som nævnt i punkt 1 har sikret dig, at der ikke er skader på dit hus, som kan udvikle sig, kan du begynde at tænke på, at det også fremstår pænt. Slå græsset i forhaven, fjern ukrudt og edderkoppespind – særligt ved indgangen – og giv eventuelt sommerhuset en gang maling, hvis det trænger.

 Sommerhus førstehåndsindtryk udlejning

Et tiltalende ydre er vigtigt for at give dine gæster et godt første indtryk, når de ankommer til dit sommerhus.

Læs også: Bekæmp ukrudt mellem fliserne uden gift

Entréen

Samme princip gælder entréen i dit sommerhus: Mange springer mere eller mindre ubevidst over entréen, når de tænker indretning, men det er det første rum, som møder dine gæster, når de træder indenfor – og derfor er det vigtigt. Tænk over, at entréen både er praktisk indrettet og ser indbydende ud. Det betyder knager nok til alle, plads til sko og god belysning, men også lidt pyntegenstande og eventuelt et spejl og et par billeder på væggen.

Sommerhusentré til udlejning

Ved mindre entréer kan du give illusionen af mere plads med lyse vægge og eventuelt et spejl på væggen.

Sommerhusudlejning entré indretning

En bænk eller lignende er praktisk og kan samtidig fungere som et hyggeligt indslag i entréområdet.

Tip! Et generelt indretningstip, som kan hjælpe med at skabe et godt førstehåndsindtryk, er at tænke på lyset. Sommerhuset skal fremstå lyst og indbydende. Det kan du blandt andet sikre ved hjælp af lyse vægfarver og naturligt lys fra vinduer – undgå for eksempel store, tunge gardiner, som samler støv og lukker det naturlige lys ude. Derudover er det vigtigt at tænke på belysningen i de forskellige rum: Sørg blandt andet for, at der er godt arbejdslys i køkkenet, sengelamper ved alle senge og behagelig belysning i opholdsrummene.

Læs også: Eksperternes 7 bedste råd til lys i sommerhuset

4. Tjek teknikken

Afprøv alle apparater i huset, og tjek, at de virker optimalt. Det gælder for eksempel:

  • Tv, dvd-afspiller og spillekonsoller
  • Internetforbindelsen
  • Varmepumpe
  • Radiatorer
  • Bruser og vandhaner
  • Spabad
  • Mikroovn, kaffemaskine, brødrister, elkedel og andre køkkenmaskiner
  • Opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler

… og så videre.

Afkalk også de forskellige maskiner, hvis de trænger, og tjek, om fjernbetjening og andre batteridrevne apparater virker, eller om batterierne skal skiftes ud.

Tip! Har sommerhuset stået tomt igennem en længere periode, er det en god idé at tjekke vandrørene for synlige utætheder, når du åbner for vandet, så du undgår vandskader.

5. Gennemgå haven

Tid i haven er en stor del af sommerhushyggen for mange af os. Derfor er det vigtigt, at sommerhusets have fremstår pæn og indbydende, når dine gæster flytter ind.

Sommerhus-have-udlejning

Læs også: Sådan laver du din egen havedam

6 trin: Gør haven udlejningsklar

  1. Har huset ikke været i brug i en periode, er det sikkert en god idé rydde op i haven. Gennemgå plæne og bede, og fjern nedfaldende grene, skrald og lignende, som på den ene eller den anden måde er endt i haven. Gennemgå eventuelt også haveskuret for defekte genstande og ting, som du ikke længere bruger.
  2. Græsset er midtpunktet i de fleste haver. Slå derfor græsplænen, så den ser pæn og velholdt ud. Græsset skal helst slås cirka én gang om ugen fra midten af foråret og frem til midten af efteråret. Hold græsset på minimum tre-fem centimeter, så du ikke kommer til at gøre skade på plænen. Du kan få endnu flere tips til en flot græsplæne lige her.
  3. Få renset husets terrasse, hvis den trænger. Alger og andet snavs på terrassen er både grimt og kan gøre overfladen glat, så der er risiko for, at du eller dine gæster kommer til skade. Læs guiden til at rengøre din sommerhusterrasse her. Tjek også for løse eller beskadigede brædder eller sten.
  4. Få styr på bede, buske og anden beplantning. Lug ukrudt, fjern nedfaldne blade og så videre. Afhængigt af årstiden kan du også plante nye eller flytte eksisterende planter. Sommerblomster – for eksempel petuniaer, hornvioler og valmuer – kan du plante, når nattefrosten er ovre. Flerårige planter også kaldet stauder kan (om)plantes i april og maj, mens stedsegrønne planter – planter, der har grønne blade hele året (for eksempel nåletræer) – har bedst af at blive omplantet i sensommeren og det tidlige efterår. De kan dog også flyttes i midten af foråret, hvis vejret er til det; det vil sige på kølige, overskyede dage, hvor jorden er blevet opvarmet efter vinteren, men der ikke sker for meget fordampning. Løvfældende træer og buske kan omplantes fra slutningen af efteråret til starten af forår, mens jorden er fugtig.
  5. Find havemøbler og grill frem, og gør det rent, hvis det trænger. Tøm først grillen for eventuel aske og rengør risten med en børste; er den meget beskidt, kan du smøre den ind i brun sæbe og lægge den i en pose i en dags tid, hvorefter den kan skrubbes ren. Tør indersiden med sammenkrøllet stanniol og ydersiden med vand og sæbe. Havemøbler i plast vaskes med sæbevand, mens havemøbler i træ rengøres med trærens og behandles ved behov. Læs her, hvordan du via tre simple trin kan istandsætte dine havemøbler i træ.

Sommerhushave med pæn græsplæne

En pæn og velholdt græsplæne indbyder til både leg og afslapning i haven.

Tip! Tænk hygge og komfort ind i haven og på terrassen. Det kan du for eksempel gøre med et par plantekasser eller krukker på terrassen, en kurv med tæpper til udendørsbrug, gode hynder til havemøblerne, lanterner, god udendørsbelysning, en terrassevarmer, parasol og meget mere. Vil du gerne have fugle i haven, kan du også sætte fuglekasser op.

Læs også: 8 tips: Slip af med ukrudtet

Overvejer du at udleje dit sommerhus?

Vores dygtige kollegaer hos sommerhusudlejeren dansommer er altid klar til at svare på spørgsmål og give gode råd til din udlejning. Kontakt dem på 39 14 31 00, ejerservice@dansommer.dk eller læs mere her.

Alle billeder i artiklen er fra danske sommerhuse udlejet hos dansommer.