Er du kommet afsted til sommerhuset uden en myggestift? Mangler du afløbsrens? Eller måske skuremiddel? Bare rolig, det gemmer sig sikkert allerede i skabene.

I sommerhuset har vi ikke altid det samme arsenal af rengøringsmidler og andre husholdningsprodukter, som mange af os har derhjemme – men heldigvis er der råd at hente. Natron kan nemlig bruges til meget mere end madlavningen, tandpasta er til andet end tandbørstning, og kaffefiltre er faktisk slet ikke kun til kaffebrygning.

Læs om de syv helt almindelige produkter, som kan bruges til meget mere, end man tror.

Du kan bruge…

1. Natron som rengøringsmiddel: For eksempel til at rengøre din kaffekande. Hæld et par skefulde natron i kanden, fyld op med vand, lad det stå i et par timer, skrub efter og skyl grundigt.

Du kan også bruge natron til at rengøre næsten alt i badeværelset – fliser, toilet, håndvask, bruseforhæng, badekar og lignende. Skrub godt med en fugtig svamp med natron på, og skyl efter eller tør af med en fugtig klud.

Endelig kan natron bruges til at rense afløbet; hæld et par skefulde pulver i afløbet efterfulgt af en kop eddike. Vent et par minutter, og skyl efter med kogende vand. 

Natron til rengøring af køkkenvask

Læs også: 9 trin til hovedrengøringen af badeværelset

2. Strips til at rense afløbet: Brug en strips til at fjerne skidt fra afløbet. Lav dybe ridser i stripsen med en saks eller en kniv, og stik den ned i afløbet. Når du tager den op, hiver den hår og andet snavs med op, helt uden at du skal have fingrene derned. Smart!

Strips til rens af afløb

3. Kaffefiltre til at holde skraldespanden ren: Læg et par kaffefiltre i bunden af din skraldespand. Filtrene opsuger madrester og væske, som falder ved siden af skraldeposen, så du undgår skidt i bunden af skraldespanden.

Kaffefiltre kan også bruges som pudseklud, når du pudser dine spejle.

Kaffefiltre til rengøring

Læs også: 6 steder du (måske) glemmer at gøre rent

4. Tandpasta som skuremiddel: Tandpasta har en let slibende effekt, som betyder, at det kan bruges til rengøring af meget mere end blot dine tænder. Brug den for eksempel til at rengøre køkkenvasken.

Tandpasta til rengøring i sommerhus

Psst.. Sidder der en grim lugt tilbage, fra da du hakkede løg til aftenens Bolognese? En god håndvask med tandpasta tager lugten.

5. Citroner til vinduesrengøring: Ligesom med natron kan du bruge citronsaft til at fjerne kalkpletter. Citron kan også bruges til at fjerne lugt og misfarvning fra dine skærebrætter - og til at rengøre både dit service og din opvaskemaskine i et hug. Smid blot et par citronskiver i maskinens bestikbakke, og kør en vask som normalt (med opvasketabs/opvaskemiddel). Det vil gøre både maskine og indhold fint og rent.

Citron til rengøring i sommerhus

Læs også: 5 tips til viduespudsning

6. Opvaskemiddel som gulvvask: Helt almindelig sulfo er ikke kun velegnet til at klare opvasken – det kan også bruges til gulvvask af såvel flise- som linoleumsgulve og lakerede gulve. Brug cirka to spiseskefulde opvaskemiddel til 10 liter vand. Det er særligt godt i køkkenet, da blanding er god til at opløse fedtstoffer.

Gulvvask i sommerhus med opvaskemiddel

7. Eddike til myggestik: Er du blevet stukket af en af sommerens summende gæster? Dup myggestikket med lidt eddike. Det renser stikket og mindsker kløen.

Behandl myggestik med eddike

Læs også: Slip for hvepse ved middagsbordet