Træ eller plastik? Bænk eller stole? Trænger dit sommerhus til nye havemøbler, og er du i tvivl om, hvilken type du skal vælge, kan du læse mere her.

For mange af os betyder sommertid afslapning på terrassen og i haven – derfor er gode havemøbler vigtige. Læs Sommerhuslivets fem tips til, hvordan du vælger den helt rigtige type havemøbler til dit sommerhus.

Læs også: 3 trin til at vedligeholde dine havemøbler i træ

Sommerhus med hvide havemøbler i træ

Gode, holdbare og komfortable havemøbler gør sommerhusoplevelsen endnu bedre.

Det skal du overveje:

  1. Funktion: Overvej først, hvad møblerne skal bruges til. Spiser I gerne udenfor, og har I ovenikøbet ofte gæster, er det for eksempel vigtigt med et bord med plads til alle og nok stole dertil, og er du eller medlemmer af din familie vilde med at slappe af med en god bog i solen, kan det være en idé at anskaffe sig en eller flere solvogne, en hængekøje eller lignende.
  2. Komfort: Det er selvfølgelig vigtigt, at det er rart at benytte havemøblerne, og derfor er det en god idé at prøve dem inden køb. Tjek, om højden er behagelig, materialet er rart at sidde på, om der er god støtte for ryggen, og om formen passer til møblets funktion – det kan for eksempel være irriterende at sidde for tilbagelænet i en stol, når man sidder og spiser, mens det kan være rart, hvis stolen skal bruges til solbadning.
    Tip! Gode havehynder kan gøre en verden til forskel og er som regel altid en god investering.
  3. Placering: Tænk over, hvilket underlag møblerne skal stå på. Er der tale om en jævn terrasse, kan de fleste havemøbler bruges, men skal de stå på græs eller et andet ujævnt underlag, er det en god idé at gå efter solide og gerne lidt tungere møbler – skal møblerne flyttes rundt løbende, er det omvendt praktisk med relativt lette versioner.
  4. Vedligehold og slid: Overvej, hvor meget tid du har lyst til at bruge på vedligeholdelse. Havemøbler i træ er – hvis de bliver behandlet godt – generelt meget holdbare. Til gengæld kræver de mere vedligeholdelse end for eksempel plastik, som derimod ofte er mindre holdbart. Det er altså også relevant at overveje, hvor meget møblerne bliver brugt i forhold til slid. Bruger I sommerhuset meget, og bliver det ovenikøbet også lejet ud, kan det være en god idé at vælge havemøbler i et slidstærkt materiale. Læs mere om de forskellige materialer nederst i artiklen.
    Tip! Havemøblernes kvalitet kan du tjekke ved at se på, om møblerne virker robuste, samlingerne er lavet godt, og om der er revner eller lignende, hvor fugt og snavs kan trænge ind.
  5. Udseende: I forhold til design er det vigtigste selvfølgelig, at du kan lide møblernes udseende. Det kan dog også være en idé at tænke over, at møblerne passer til sommerhuset og den øvrige indretning. Se for eksempel, hvordan ejeren af dette sommerhus via blandt andet havemøblerne har ført husets lyse og romantiske indretning videre til terrassen.

Læs også: Guide: Rengør sommerhusets terrasse

Vedligehold dine havemøbler

Havemøbler i træ skal behandles cirka én gang om året for at beskytte overfladen, bevare møblernes flotte udseende og forlænge deres levetid. Husk at rengøre og slibe møblerne, inden du går i gang med olie eller maling.

Fordele og ulemper ved de forskellige materialer

Træ: Mange er glade for træhavemøbler grundet deres naturlige look. Træhavemøbler kræver mere vedligeholdelse end møbler i plast og lignende, da de gerne skal behandles mindst én gang årligt, jævnligt skal efterspændes og revner i lak og lignende skal repareres hurtigt for at undgå at skaden udvikler sig.

Træhavemøbler i sommerhus

Teak træ er en af de træsorter, der kræver mindst vedligeholdelse, da træet indeholder meget olie. Det er dog relativt dyrt og skal stadig behandles for at bevare sit fine udseende.

Formstøbt plastik: De helt klassiske, tit hvide, havemøbler i formstøbt plastik er billige, næsten vedligeholdelsesfrie, lette at flytte rundt på, og så kan de som regel stables, så de ikke fylder så meget i skuret om vinteren. Til gengæld er de ofte ikke særlig holdbare, egner sig ikke til at stå på ujævne overflader, og mange typer har en tendens til miste deres glans, hvis de står i direkte sol.

Formstøbte plastikhavemøbler i sommerhus

De formstøbte plastikhavemøbler fås efterhånden i mange farver, og du kan også være heldig at finde udgaver, som er relativt slidstærke. Tjek kvaliteten ved at se på, om plastik og samlinger virker robuste.

Polyrattan: Møbler i plastikmaterialet polyrattan er ligeledes nemme at vedligeholde og rengøre, og her kan du få udgaver, som er relativt holdbare. De er til gengæld ofte lidt dyrere end øvrige plastikmøbler.

Havemøbler i Polyrattan

De robuste polyrattan-havemøbler er blevet meget populære grundet den lave grad af vedligeholdelse og lange holdbarhed.

Nonwood: Nonwood er kunstmateriale, der ligner træ. Det er meget slidstærkt og har en lang holdbarhed, som overgår træs.

Aluminium: Havemøbler i aluminium er lette, holdbare og tåler det skiftende vind og vejr, vi ofte oplever i Danmark. De kræver ikke det store vedligehold, men skal blot rengøres med vand og sæbe, når de trænger. Netop fordi de er meget lette, egner de sig dog ikke til at stå på græs eller andre ujævne overflader.

Granit: Et meget holdbart materiale, som dog grundet sin vægt gør det mere eller mindre umuligt at flytte rundt på havemøblerne.

Opbevaring

Møbler i plastik, polyrattan, nonwood og aluminium skal opbevares indendørs uden for sæsonen. Havemøbler i teak kan som udgangspunkt stå ude hele året – men lige meget hvilket materiale, du vælger, kan du med fordel sætte havemøblerne ind om vinteren, når de alligevel ikke skal bruges. Så holder de sig pæne længere og er lettere at gøre klar til sæsonen, når foråret rammer.

Læs også: 12 tips til den perfekte grillaften

Havemøbler i sommerhus

Du kan sagtens kombinere havemøbler i flere forskellige materialer, som i dette sommerhus på Langeland.

Havemøbler i træ, aluminium og flet

Mange havemøbler består af flere materialer, som her hvor stole og bord er lavet af både aluminium, træ og polyrattan.

Billederne i artiklen er fra danske sommerhus, som bliver lejet ud gennem sommerhusbureauet NOVASOL.