Døjer du med genstridigt ukrudt mellem fliserne i din indkørsel, terrasse, entréområde eller lignende? Så er der hjælp at hente! Få fem tips til at forebygge og bekæmpe det genstridige ukrudt på en miljøvenlig og giftfri måde.

Hos Sommerhuslivet har vi tidligere skrevet om, hvordan du kan mindske ukrudtet i haven - men de uvelkomne planter finder desværre også vej uden for græsplænen og havens bede til fliserne på terrassen, indkørslen eller andre flisebelagte områder.

Sørger du for at holde dine fliser ukrudtfri, får du ikke bare et pænere, men også et mere holdbart fliseområde. Når ukrudtet vokser, skubber det nemlig på fliserne, og det kan betyde, at de bliver ujævne. Derfor giver vi dig en håndfuld tips til, hvordan du slipper af med det generende ukrudt mellem fliserne.

5 tips til at bekæmpe ukrudtet mellem fliserne

  1. Start tidligt: Jo tidligere du begynder at forebygge, jo bedre. Start gerne allerede i løbet af vinteren eller i det tidligere forår.
  2. Gå i krig med kosten: Hvis du jævnligt fejer dine fliser med en stivbørstet kost, har ukrudtet svært ved at få fat.
  3. Benyt kogende vand: Er ukrudtet endnu ikke vokset stort og stærkt, og er det begrænset til et mindre område – som for eksempel et entréområde – kan du bekæmpe det med kogende vand. Igen handler det om at være hurtig på aftrækkeren og hælde vandet ud på fliserne, så snart ukrudtet begynder at vise sig.
    Tip! Udnyt kogevandet fra kartofler, overskydende tevand og lignende.
  4. I gang med et anderledes redskab: Har ukrudtet bredt sig, og har du ikke en fugerenser eller lignende liggende i haveskuret, kan du bruge en køkkenkniv til at skrabe det løst. Er området stort, kan du montere kniven på et kosteskaft eller en pind fra haven og på den måde slippe for at kravle rundt på alle fire.
  5. Brug ukrudtsbrænderen ofte: Du kan også bruge en ukrudtsbrænder til mindre ukrudt. Ukrudtet skal ikke brændes helt væk, men blot svitses. På den måde fordamper vandet i planten, og den går ud. Brænder du den helt, vil den bare vokse igen. Brug brænderen cirka hver anden uge i forårsperioden. Herefter kan du nøjes med hver tredje uge hen over sommeren, et par gange i efterårsmånederne og også gerne en enkelt gang i løbet af vinteren for at holde ukrudtet nede. OBS! Vær opmærksom på, at nogle forskere mener, at ukrudtsbrænderen faktisk er mere skadelig for miljøet end Roundup. Vil du være på den sikre side, er den bedste bekæmpelsesmetode altså ganske almindeligt manuelt arbejde.

Fliseterrasse_sommerhus

Du kan forlænge levetiden på din flisebelagte indkørsel, entréområde eller terrasse ved jævnligt at bekæmpe ukrudtet i fugerne.

Læs ogsåLys i sommerhuset: 7 tips til udendørslys