Med simple forbedringer og vaneændringer kan du gøre dit sommerhus mere energivenligt, mindske dit forbrug og gavne både miljøet, samvittigheden og pengepungen.

Sparede penge, mindre miljøbelastning, god samvittighed og stor efterspørgsel fra eventuelle lejere: der er mange fordele ved en grøn og miljøvenlig opgradering af dit feriehus.

Du kan selvfølgelig gå hele vejen med solceller, udskiftning af vinduer, varmepumpe eller isolering af gulve og ydervægge, og hyrer du professionel hjælp, kan du ovenikøbet nyde godt af de grønne skattefordele. Men har du ikke tid, overskud eller økonomi til den store grønne renovering, kan du heldigvis nå langt med simple vaneændringer og den gode gamle gør-det-selv-metode.

Med små grønne forbedringer kan spare på dit energiforbrug

Så lidt skal der til

Det behøver ikke kræve store anstrengelser eller økonomiske armbevægelser at spare energi og penge. Det kan både handle om at skrue lidt på dine vaner og skabe større og mindre forbedringer i dit hus. Nogle ting virker måske meget små, men selv de små ændringer kan tilsammen gøre en grøn forskel.

Du kan…

  1. Skifte dine hvidevarer ud med energibesparende produkter. Tommelfingerreglen er simpel: Gå efter A’et med de fleste plusser. Hold desuden køleskabet på 5 grader og fryseren på -18; for hver grad temperaturen sænkes, stiger dit energiforbrug med mellem 2 og 5 %.
  2. Skal du have nyt tv i sommerhuset? Gå efter et LED-tv, som er den mest energivenlige tv-type, som samtidig er til at betale. Hvis du går all-in på energivenlige forbedringer, skal du gå efter et OLED-tv, som også har bedre billedkvalitet. Desværre er de også ret dyre.
  3. Udskift elpærer med LED-pærer mærket med A+.
  4. Trækker det? Montér tætningslister langs kanten af yderdøre og vinduer. Listerne kan du købe hos dit lokale byggemarked, hvor du også kan få gode råd til at sætte dem op. 
    Tip! Er det helt galt med yderdøren, kan det være en god idé at skifte den ud – en utæt yderdør betyder nemlig meget store tab af varme. Et bedre indeklima med mindre træk mindsker desuden risikoen for allergi og astma og kan afhjælpe både hovedpine og træthed. Win win.
  5. Brug brændeovn med omtanke; Brændefyring er ifølge Miljøstyrelsen den mest forurenende opvarmningsform i Danmark, og sodkoncentrationerne er ifølge Kræftens Bekæmpelse langt højere i både indendørs og udendørs områder med brændeovne.
  6. Installér affaldssortering i dit sommerhus, så dagens avis ikke ryger ned sammen med gulerodstoppen og konservesdåserne. På den måde sikrer du, at det, der kan genbruges, bliver genbrugt og mindsker de giftige klimagasser, som affaldsafbrændingen udleder. Det behøver ikke være omfattende; du kommer langt med en spand til madaffald, en papirkurv og en bøtte til kompostbunken.
  7. Og når vi er ved det: Anlæg en kompostbunke i haven – udover at være godt for miljøet, er din jordbund også vild med den næringsrige kompost. 
    Tip! Husk, at bunken bør stå i skyggen. 
  8. Bruger du dit sommerhus uden for sommersæsonen? Skru en enkelt tak ned for radiatorerne.
  9. Hvis du bruger dit sommerhus i vinterperioden, er det en god idé at lukke helt for varmen og frosikre, hver gang du har været der.
  10. Sluk altid på stikkontakten, når du ikke bruger tv og andre elektroniske apparater – specielt når du ikke er i huset. Køb eventuelt en energispareskinne, så du med et enkelt tryk kan slukke for alle apparater. 
    Tip! Trådløse systemer er som regel altid tændt, så de kan ”vækkes”, hvis netværket har brug for det – husk at slukke for standby, når du ikke bruger systemet. På den måde kan du formindske forbruget til under 0,5 watt i stedet for de op til 6 watt, systemet ellers kan bruge. 

Læs også: Byggeprojekt: Energivenligt sommerhus