Kan det betale sig at købe mit eget sommerhus? Hvad koster det? Hvordan gør jeg? Og hvad med udlejning? Vi har allieret os med en ekspert og giver dig svar på dine spørgsmål lige her.

Skal, skal ikke købe sommerhus? I denne artikel dykker vi ned i sagen og svarer i samråd med en ekspert på en håndfuld spørgsmål om økonomien bag sommerhuskøb.

Hvem fortæller? Vi har allieret os med makroøkonom og senioranalytiker hos Arbejdernes Landsbank, Thomas Lynggaard Germann. Til daglig bruger han blandt andet sin tid på at lave analyser af privatøkonomiske forhold – for eksempel økonomien i at leje versus eje et sommerhus. 

I artiklen finder du svar på følgende spørgsmål:

  1. Hvad koster det at købe et sommerhus?
  2. Hvordan foregår købsprocessen?
  3. Hvordan finansiere jeg mit nye sommerhus?
  4. Hvad bliver de månedlige udgifter?
  5. Kan det betale sig?

1. Hvad koster det at købe sommerhus?

Priserne på sommerhuse faldt løbende i flere år efter krisen og har i de følgende år været relativt stabile – i kontrast til boligmarkedet generelt, hvor både priser på parcelhuse og især ejerlejligheder har været stigende. Samtidig er renterne på boliglån lige nu historisk lave. Det betyder, at er du interesseret i at købe et sommerhus, kan nu være det helt rigtigt tidspunkt.

Prisen

Ligesom med et almindeligt hus varierer prisen på et sommerhus afhængigt af type, stand og ikke mindst hvor i landet sommerhuset ligger.  De seneste tal viser, at kvadratmeterprisen på et dansk sommerhus er cirka 13.500 kroner i gennemsnit – det vil sige et sommerhus på 70 kvadratmeter koster knap en million kr.

Gennemsnitspriser pr. kvadratmeter for danske sommerhuse Gennemsnits_sommerhuspriser

Kilde: Boligmarkedsstatistikken, Realkreditrådet

2. Hvordan foregår købsprocessen?

Thomas Lynggaard Germann gennemgår sommerhuskøbet i store trin:

  1. Forberedelserne: Når du skal købe et sommerhus, begynder du typisk med et møde med din bankrådgiver. På baggrund af et budget over din økonomi, kan rådgiveren her fortælle dig, hvor mange penge du har råd til at købe sommerhus for. Det vil sige, at din rådgiver på baggrund af dine indtægter, forventede udgifter og ønskede rådighedsbeløb giver en indikation af, hvor meget du kan købe bolig for.
  2. Jagten: Efter budgettet er på plads, går husjagten ind. Når du har fundet drømmehuset, vil banken typisk skulle sige god for huset, inden du byder på det. På den måde er du sikker på at kunne låne til sommerhuset.
  3. Købet: Derefter sker der en forhandling mellem køber og sælger. Når I har forhandlet jer frem til den rigtige pris, er der kun underskrifterne tilbage. Det forgår gennem en advokat, som sørger for at udarbejde et skøde på din nye ejendom og få den tinglyst – den offentlige registrering af ejendomsretten på huset. Advokaten klarer med andre ord papirarbejdet og alt det praktiske mellem køber, sælger, banken og de offentlige myndigheder.

Boligkoeb_trin_for_trin

3. Hvordan finansiere jeg mit nye sommerhus?

I dag er det muligt at finansiere 60 % af et sommerhus med et realkreditlån. For helårsboliger som huse og lejligheder er det muligt at finansiere 80 % med et realkreditlån. De resterende 40 % skal finansieres med et banklån og egen opsparing. Din egen opsparing skal typisk udgøre mindst 5 %.

Renten

Lige nu er det muligt at optage et realkreditlån i 30 år med en fast rente på under 3 %, hvilket er historisk lavt. Alternativt kan man optage et realkreditlån med variabel rente - typisk et flekslån. Her er renten lavere, til gengæld er du ikke sikret mod renteændringer. Det vil sige renten kan både stige eller falde, mens du har lånet.

Den resterende del af finansieringen dækkes som bekendt typisk af egen opsparing og et banklån, som ifølge Thomas Lynggaard Germann i øjeblikket har en rente på cirka 6 % om året.

 4. Hvad bliver de månedlige udgifter?

”Det lyder jo alt sammen rigtigt fint – men hvad betyder det i praksis?” tænker du måske. Renter, lån, skatter og alle de andre udgifter kan føles som en håndfuld abstrakte og fjerne størrelser, indtil du står med et reelt eksempel; og sådan et har Thomas Lynggaard Germann heldigvis opstillet.

Han giver et eksempel på de månedlige omkostninger ved at have et sommerhus på 70 kvadratmeter, som koster 970.000 kroner.

Sommerhuskoeb_eksempel_omkostninger

Kilde: Arbejdernes Landsbank

De samlede månedlige omkostninger bliver altså 5.100 kroner efter skat for det pågældende hus. Det  varierer selvfølgelig efter hustype og –værdi, men her kan du i hvert fald få en idé om, hvad det kan koste at have et sommerhus.

5. Kan det betale sig?

Leger du med tanken om at købe dit eget sommerhus, men er i tvivl, om det kan betale sig? I en undersøgelse foretaget af Arbejdernes Landsbank ser de på netop dette emne.

Undersøgelsen viser, at du skal bruge mindst 13 eller 14 uger om året i dit sommerhus, for at det økonomisk kan betale sig at købe dit eget hus fremfor at leje et.

Det er selvfølgelig en ren økonomisk udregning, som ikke tager hensyn til glæden ved at eje sit helt eget hus, som du kan indrette og bruge præcis som det passer dig. Hvordan sætter man en pris på den glæde?

Tip! En mulighed for at mindske udgifterne er at udleje huset. Undersøgelsen viser nemlig, at lejer du sommerhuset ud igennem et bureau, kan huskøbet betale sig, hvis du blot tilbringer syv uger i huset. Her regner Arbejdernes Landsbank med en årlig lejeindtægt på 31.800 kroner for samme hus, som blev brugt i eksemplet ovenfor, men lejeindtægten varierer i høj grad afhængigt af husets størrelse, beliggenhed og type.

Går du med købsdrømme, og har du spørgsmål om udlejningsmulighederne for dig, er du velkommen til at kontakte vores dygtige kollegaer hos dansommer på ejerservice@dansommer.dk/39 14 31 00 eller NOVASOL på ejerservice@novasol.dk/39 14 35 00.

Læs også: Skatteregler og sommerhusudlejning