Følg guiden og få inspiration og gode råd til funktionel, behagelig og hyggelig belysning i alle sommerhusets rum.

Trætte øjne når du forsøger at læse, manglende lys over skærebrættet eller behov for solbriller, når du træder ind i badeværelset: Den rigtige belysning er en vigtig men ofte overset del af indretningen og kan både skabe hygge, komfort og et bedre indeklima.

Læs også: 7 trin til et bedre indeklima i sommerhuset

Belysning: rum for rum

Det gode lysvalg handler både om lyskilden, lampetypen og ikke mindst placeringen i huset. For selvom udvalget af lamper og lyskilder er enormt, og det kan virke uoverskueligt at finde det helt rigtige, er en god tommelfingerregel først og fremmest at tænke over, hvor i rummet lampen skal installeres.

Vælg din lyskilde og lampe efter placering og funktion. Selvom lampen er pæn og passer ind, er det ikke sikkert, den giver det rigtige lys til rummet. Den gode belysning virker naturlig i rummet og er funktionel; det gælder både styrke, farve og lampens design.

Nedenfor finder du en gode råd og vejledning til lyset i de forskellige rum i dit sommerhus.

Hvilket lys skal jeg vælge?

Tip! Lige her kan du læse mere om spredningsvinkel, farvegengivelse, temperatur og en håndfuld andre udtryk, vi bruger i artiklerne.

3 generelle tips om god belysning

  1. Sørg for en jævn belysning i alle rum. Er der stor forskel på lysniveauet i forskellige områder, kan det nemlig betyde koncentrationsbesvær og trætte øjne.
  2. Spredt lys fungerer bedst til generel belysning af hele rummet. De fleste rum bør have en større lyskilde med en spredningsvinkel på over 180 grader velegnet til generel rumbelysning.
  3. Retningsbestemt lys er godt til områder, hvor du skal koncentrere dig og arbejde fokuseret – for eksempel til skrivebordslamper.

Soveværelse i sommerhus med godt læselys

Retningsbestemt lys fungerer godt til læselys. Du kan få gode råd til sengelamper her.

Hvad er retningsbestemt og ikke-retningsbestemt lys?

Retningsbestemt lys er lys med en spredningsvinkel på under 120 grader, mens ikke-retningsbestemt lys modsat har en spredningsvinkel på over 120 grader. 

Læs også: Vælg den rigtige elpære

Retningsbestemt lys kaldes også rettet eller koncentreret lys, mens ikke-retningsbestemt lys også omtales som diffust eller spredt lys.

  • Lampetyper til retningsbestemt lys: Indbyggede spot, spots på skinne, læselampe, pendel med lukket skærm, pendel med smal skærm, standard lampe med smal skærm, væglampe med smal skærm, sengelampe med lukket skærm, standerlampe med lukket skærm, udendørslampe, 
  • Lampetyper til ikke-retningsbestemt lys: Generel rumbelysning, loftsbelysning, pendel med åben eller gennemsigtigt skærm, sengelampe med gennemsigtig eller lukket skærm, standerlampe med gennemsigtig eller lukket skærm, væglampe, plafond, udendørslampe.

Vil du høre mere? Du kan læse de øvrige artikler i temaet om lys i sommerhuset lige her.