Store og små, neutrale og farverige, lyse og mørke. Vi tager dig med ind i 10 forskellige badeværelser, som har det til fælles, at de er en del af danske sommerhuse.

Drømmer du om nyt badeværelse i sommerhuset? Eller trænger det måske bare til et frisk pust? 

I Sommerhuslivets galleri finder du masser af inspiration til både indretning og renovering, når du får lov at kigge ind i 10 badeværelser i forskellige stilarter.

Læs også: 9 trin til hovedrengøringen af badeværelset

Det romantiske

De fine detaljer, rosa farver, blomstermotiver, vitrineskabet og de hvide træmøbler er alt sammen med til at give badeværelset en romantisk stil.

Roser på væggen, rosa håndklæder, roser i vindueskarmen og hjerter på toiletpapiret - badeværelset emmer af romantisk stil.

Dem med det hvidmalede træværk

At male ældre træværk hvidt er en nem og billig måde at give badeværelset et helt nyt udseende. Det giver en fornemmelse af rummelighed og skaber lys i rummet. 

Læs også: 18 tips til at male indendørs

Det integrerede

Dette badeværelse er lavet som en åben del af et af sommerhusets soveværelser, som udgør hele overetagen af huset. Det giver en følelse af at opholde sig i sin helt egen hotelsuite.

Tapetet med de lodrette striber fremhæver loftshøjden og de fritlagte bjælker, som er malet i samme nuance.

Fra badeværelset er der åbent ind til det store lyse soveværelse.

Det moderne

Det specielle og runde toilet, glaspartierne og de rene linjer giver et roligt og moderne look til badeværelset i det Sønderjyske sommerhus.

Sommerhus_badeværelse

Plastikplanter er en nem løsning, hvis du ønsker lidt grønt i rummet men ikke har tid eller mulighed for at passe planterne.

Det med de mørke fliser

De mørke fliser står i skarp kontrast til de hvide vægge og giver en rå stil til rummet, som blødes op af det fine spejl.

Se også: Galleri: 15 forskellige sommerhusstuer

Dem med de store spejle

Badeværelser findes i et utal af størrelser, men det er vist mere reglen end undtagelsen, at badeværelser i sommerhuset ikke er de største. Store spejle får badeværelset til at virke mere rummeligt.

Læs også: Sommerhus-makeover: Fra mørkt til lyst

 Alle billeder i artiklen er fra danske NOVASOL-huse.