Få tips og tricks og bliv inspireret til mindre og større gør-det-selv-projekter du kan give dig i kaste med i dit sommerhus.

Vedligeholdelse, reparation eller opfriskning af sommerhuset; i denne artikel har vi samlet gode råd og guides til fem udendørs-projekter, du kan lave i slutningen af sommeren og begyndelsen af efteråret.

1. Tjek taget

Den danske sommer har vist sig fra sin regnvåde side i år, og lige om hjørnet venter efteråret. De mange millimeter vand kan være dårligt nyt for sommerhuset – særligt hvis taget ikke er helt tæt.

Taget er dit sommerhus’ forsvar mod vind og vejr; derfor er det en god idé at sikre, at det er intakt og i god stand mindst én gang om året. På den måde minimerer du risikoen for irriterende og unødvendige fugtskader i huset.

Tjek taget på dit sommerhus i 5 trin

  1. Tjek, at tagsten, -plader, -pap oglignende er intakt, og at materialet ikke sidder løst eller skævt.
  2. Kontrollér, at alle overgange er tætte. Med overgange mener vi alle steder, hvor taget brydes af for eksempel vinduer, skorsten og så videre.
  3. Rens eventuelle render mellem tagflader, så nedbør uhindret kan løbe ned i tagrenden. Tjek desuden, om de er tætte og ubeskadigede, og rens tagrenden, hvis den trænger – tilstoppede tagrender er en af de helt store synder bag vandskader. 
  4. Tjek, at udluftnings- og ventilationsventiler ikke er tilstoppede.
  5. Gennemgå taget indefra, hvis det er muligt. Se efter spor af skimmelsvamp og andre tegn på fugt. Har dit sommerhus tegltag, skal du sikre, at bindingerne er ubeskadigede og i god stand. Tjek efter runde huller, hvis tagkonstruktionen er frilagt: Hullerne kan være spor fra skadedyr.

Tag på sommerhus

Finder du skader, kan en tømrer vurdere og vejlede dig i, hvad du kan gøre for at udbedre dem. Det er vigtigt, at du får skiftet beskadiget materiale og repareret revner og andre skader hurtigst muligt, så der ikke opstår fugtskader inde i sommerhuset.

Tip! Opstår der en akut skade – eksempelvis på grund af dårligt vejr – er det første, du skal gøre at sikre, at skaden ikke bliver værre end nødvendigt. Sæt spande op og dæk utætheder med plastik. Husk at tage billeder af skaderne til forsikringen.

Læs også: Stormsikring af sommerhuset i 7 trin

2. Ryd op i haveskuret

Redskabsskuret er et af de steder, mange af os (bevidst eller ubevidst) glemmer, når det kommer til oprydning. Mangler du opbevaringsplads, eller trænger det gamle haveskur bare til at blive shinet op? Brug en dag på at rydde grundigt op og give haveskuret et frisk pift.

Ryd op i skuret i 8 trin

  1. Det simple tip er at gennemgå alt – og vi mener ALT – i skuret. Tag alt indhold ud, og læg det på græsset; fra skruer og havegødning til græsslåmaskine og hækkesaks, det hele skal ud. Smid de mest åbenlyse ting ud undervejs, for eksempel ting med åbenlyse skader og skrald, som af uransagelig årsager er endt i skuret.
  2. Gør rent! Nu hvor skuret er tomt, har du chancen for faktisk at slippe af med støv og genstridigt spindelsvæv.
  3. Sortér de resterende genstande efter anvendelse. Det vil sige haveredskaber for sig, værktøj for sig, malergrej for sig og så videre.
  4. Mens du sorterer, er det tid til at smide ud med hård hånd. En tommelfingerregel er, at alle ting, du ikke har brugt i over et år, skal ud. Det kan lyde lidt voldsomt, men idéen er, at du gennemgår hver genstand og spørger dig selv: ”Skal jeg egentlig bruge den?” Hvis svaret er nej: Ud med det.
    Tip! Donér eller sælg de ting, som er i god stand, men du ikke selv har brug for. Så føles det ikke så slemt at skille sig af med ting, som ikke fejler noget.
  5. Find nye, gode opbevaringsløsninger. Start med at lave en liste over, alt de ting, du har (inddelt i kategorierne fra før), og beslut dig til, hvordan de forskellige ting bedst skal opbevares. Lav for eksempel smarte ophæng. Ved at hænge værktøj og haveredskaber op, skaber du både mere plads og gør det lettere altid at finde, hvad du leder efter. Du kan også lave ophæng til stige, kost og lignende og på den måde skabe mere plads på gulvet. Hæng også gerne hylder op, og køb nye kasser og bøtter til småting, som kan få en fast plads.
  6. Hvis dit skur ikke allerede er oplyst, kan du benytte anledningen til at sætte en lampe eller to op – eller udskifte de gamle. Husk, at alle el-artikler skal være godkendt til udendørs brug, og få hjælp fra en professionel, hvis der ikke i forvejen er en stikkontakt i skuret. Du må ikke selv installere udendørsstikkontakter eller montere udendørslamper, med mindre lampen er en del af et færdigt sæt specielt til formålet. Generelt er der meget strenge regler, når det kommer til udendørs elektricitet, så spørg altid en professionel, hvis du er det mindste i tvivl!
  7. Sæt alle dine ting ind i skuret igen. Denne gang så vidt muligt samlet i de kategorier, du lavede tidligere.
  8. Markér skuffer, kasser og lignende med labels, så du ved, hvad de indeholder, og hvor du skal placere nye ting.

Sommerhus-skur

Opbevaring sommerhus skur

Du kan købe værktøjsplader, særlige knager, kroge og meget mere hos de fleste byggemarkeder.

Tip! Benyt lejligheden til at give skuret en gang maling – husk, at træet skal være rent og helt tørt, inden du svinger penslen.

Læs også: Lys i sommerhuset: 7 tips til udendørslys

3. Anlæg en havedam

Trænger din sommerhushave til  fornyelse? Så kan det være, at en havedam er noget for dig – og det er slet ikke så kompliceret, som det måske lyder. Læs Sommerhuslivets 8-trins-guide til, hvordan du kan anlægge din egen havedam.

4. Mal sommerhuset

Giv nyt liv til sommerhuset med en omgang maling eller træolie; så mindsker du også risikoen for fugtskader.

Når du skal male sommerhuset i træ, skal du…

  • helst male, mens det er tørt og lunt i vejret men ikke ved for høje temperaturer eller i direkte sol.
  • dække vinduerne af med malertape og skærme jorden omkring sommerhuset med afdækningsplast.
  • beskytte planter ved huset ved at dække dem til med affaldssække i plast.
  • rengøre facaden med en svamp eller en børste og et dertil indrettet rengøringsmiddel. Skyl efter med rent vand, og lad træet tørre helt. Er der algebelægning på huset, skal denne fjernes, før du går i gang med maling eller olie.
  • tjekke for og udjævne mindre skader i træet med fugemasse egnet til udendørsbrug. Er der større skader, er det en god idé at snakke med en professionel, som kan finde årsagen og sikre, at skaden ikke udvikler sig.
  • behandle samlinger og endetræ med grundingsolie – lad det tørre i en halv time, og tør overskydende olie af. Gentag behandlingen, hvis træet ikke er mættet (træet er mættet, når det ikke længere suger olien ind).
  • slibe områder med tyk, blank eller afskallet maling eller flosset træ og efterfølgende fjerne al slibestøv.
  • vælge en pensel, som passer til brædderne. Det vil sige, at den helst skal være samme bredde som brædderne på sommerhusets facade.
  • tage et område ad gangen og vente med at holde pause, til du er færdig med en hel side, så malingen ikke når at tørre. På den måde undgår du de grimme overgange, som opstår, hvis du maler ovenpå halvtør maling.
  • bruge lange, ensartede strøg i samme retning som brædderne.
  • lad malingen tørre efter anvisningerne på bøtten, og giv det et ekstra lag, hvis det er nødvendigt.

Mal sommerhuset

Tips fra eksperten

Lene Rusholt er ejerrådgiver hos sommerhusudlejeren dansommer og har gennem de sidste mere end 13 år vejledt de sommerhusejere, der lejer ud gennem dansommer. Her giver hun hendes bedste tips til maling af sommerhuset:

  1. Det vigtigste er selvfølgelig, at du vælger en farve, du godt kan lide – helst også om to år.
  2. Vælger du en neutral farve til huset, kan du nemt skabe kulør med lidt blomster, et ophæng til udendørsbrug for eksempel et ”Velkommen”-skilt, en fin dørmåtte eller lignende.
  3. Brug maling og værktøj af en god kvalitet; det betaler sig!

Hvilke farver vælger de fleste til deres sommerhus?

”For 20 år siden var alle sommerhuse gule, det er de ikke længere (udover måske i Skagen). Tendensen har længe været, at husene bliver malet sorte med hvide vinduer – og den, tror jeg, holder lang tid endnu. Jeg har set enkelte sommerhuse, der er hvide med sorte vinduesrammer. Det synes jeg også, er rigtig fint,” forklarer Lene Rusholt.

5. Gør havemøblerne efterårsklar

Giv dine havemøbler en omgang olie eller maling, så de er klar til at blive pakket væk efter sæsonen. På den måde er de både i god stand, når du tager dem frem igen til foråret og mere modstandsdygtige mod de kolde måneders temperaturer.

Læs her, hvordan du via tre trin kan vedligeholde dine træhavemøbler

 Havemøbler i træ i sommerhus maling

Er træet ubehandlet, skal du bruge en god grunder, inden du maler.

Tip! Du kan også give plankeværket en omgang maling. Det giver hele sommerhuset et nyt look.

Er dine havemøbler i hvid plastik? Vask dem grundigt sæbevand og den grove side af en køkkensvamp. Er de meget beskidte, kan du bruge slibemidlet wienerkalk til at løsne snavset. Tør efter med rent vand, og polér til sidst møblerne med bilvoks.

Og et ekstra...

Slap af i sommerhuset

Nyd de sidste sommerdage!

Spørger du os, er det sidste projekt klart det vigtigste: Læn dig tilbage og nyd de sidste solstråler, inden efteråret for alvor får fat!