Genbrug er en både billig og bæredygtig løsning, hvis du vil friske indretningen i sommerhuset op. Vi har samlet en håndfuld eksempler på, hvordan du nemt kan give møbler og boligtilbehør et nyt udtryk.

En slidt stol, kedelig vase eller sofapude i den der karrygule, som du var vild med i 90’erne: Ud med det! Eller hvad? Der er ingen grund til at smide tingene ud, bare fordi de har set bedre dage. Du kan nemt give nyt liv til de ting, du i forvejen har i huset.

Nogen kalder det DIY (Do It Yourself), andre taler om bæredygtig boligindretning og andre igen om helt almindelig istandsættelse. Lige meget hvad vi kalder det, er der masser af fordele ved at give dine ting nye klæder.

Vi har samlet 12 gode råd og inspiration til at gøre loppefund, arvestykker og lignende flotte igen.

Læs også: 8 tips: Giv dit sommerhus et nyt look

Psst.. Har du ikke en bunke ældre ting, som bare venter på at blive frisket op, kan du finde masser af gode ting på loppemarkeder eller online – trænger de til en kærlig hånd, er de ovenikøbet tit ekstra billige. Giv dem nyt liv med de 12 indretningstips.

5 tips: Giv nyt liv til møblerne

  1. Beklæd en gammel kommode eller lignende med tapet; det giver farve og afveksling i indretningen. Du kan også nøjes med at sætte tapet på dele af kommoden – for eksempel på skufferne eller på toppen. 
    Sådan gør du: Start med at vaske, slibe og grunde og giv herefter kommoden en omgang maling i en farve, som passer til tapetet. På den måde undgår du, at man kan se den oprindelige farve i kanterne eller gennem tapetet. Klip tapetet i passende stykker, og brug tapetlim eller –klister til at fastgøre det på kommoden. Afslut med to til tre gange lak.
  2. Er dine spisestolesæder i stof? Eller har lænestolen set bedre dage? En ombetrækning kan give helt nyt udtryk. Brug en stofrest, eller køb færdige stolebetræk i for eksempel IKEA.
  3. Skift grebene på skabe, kommoder og lignende.
  4. Slib og lakér træmøbler, som er blevet triste at se på.
  5. Du kan også vælge at male dine ældre træmøbler. 
    Sådan gør du: Du kan bruge de samme indledende trin som ved tapetet; denne gang skal du bare give møblet flere lag maling – vurdér selv ud fra møblets stand. Brug en pensel af høj kvalitet, lange penselstrøg og rigeligt med maling for at undgå synlige streger. Du kan også bruge spraymaling. Det er nemt og hurtigt. Gør det udenfor på en dag, hvor luften er tør.

Kommode i farver

Du kan lave din helt egen, unikke kommode ved hjælp af maling og tapet.

4 tips: Giv nyt liv til de andre småting

  1. Tænk på nye funktioner og formål til de ting, du ellers ville kassere. Brug gamle trækasser til opbevaring, syltetøjsglas som vaser eller lysestager, en gammel tallerkenrække som praktisk skoopbevaring, skabsgreb som knager (eller omvendt) og så videre. Mal, hvis tingene trænger til en kærlig hånd.
  2. Spraymal gamle kander, krukker, skåle, vaser, lysestager, dåser, bakker og lignende i fine farver. 
    Sådan gør du: Sørg for, at overfladen er ren, og spraymal kun udendørs. Start med et tyndt lag, lad det tørre og giv endnu et lag. Tør dysen af undervejs for at sikre et jævnt resultat. Skab et sjove effekter ved at sætte malertape på i fine mønstre og spraymale omkring.
  3. Mal ældre trærammer i nye, fine farver.
  4. Skift betrækker på sofapuderne. Du kan købe pudebetræk billigt i de fleste møbelforhandlere – eller sy dem selv, hvis du har mod på det.

Nye pudebetræk kan give sofaen et helt nyt look.

3 tips: Giv nyt liv til lamperne

  1. Giv lampen en omgang maling. Brug for eksempel spraymaling til hurtigt og nemt at give metallamper et helt nyt udtryk. Husk at vaske lampen grundigt, inden du går i gang med malearbejdet.
  2. Køb en ny skærm, og skab på den måde et helt nyt og anderledes udtryk.
  3. Har lampen en pæn og speciel fod? Fremhæv den ved at droppe skærmen og nøjes med en fin pære.

En mørk skærm kan skabe en fin kontrast i et lyst rum

Indretningsfif! Hæng lamper i flere forskellige former og farver sammen for at skabe et unikt look.

Læs også: 10 tips til et energivenligt sommerhus

Og et sidste – ekstra – tip: Ganske enkelt, flyt om. Møblerne får et helt nyt udtryk, når de pludselig er i et andet miljø. Tænk æstetik, men husk praktikken. Overvej, om nogle af de større møbler kan flyttes, så de står mere praktisk, og sørg for, at der er frie gangveje igennem alle gennemgangsrum. Sørg for, at der minimum 10 centimeter fra møblerne til hjørnerne, hvis du vil skabe et let og luftigt udtryk.